De danske postbude kan se frem til et par travle dage i næste uge oven på danskernes indkøbsmani under fredagens Black Friday.
En "forrygende start" på den sorte fredag og "dugfriske meldinger fra de store pakkekunder" fik fredag eftermiddag Post Danmark til at opjustere antallet af pakker, som det forventer at skulle bringe ud.
- Tirsdag slår vi alle pakkerekorder efter en Black Friday, når vi regner med at skulle omdele 20 procent flere pakker i forhold til Black Friday sidste år, siger Morten O. Nielsen, kommunikationschef hos Post Danmark i en pressemeddelelse.
Torsdag forventede Post Danmark "kun" en stigning i forhold til sidste års store indkøbsdag på 13 procent.
- Det vil med længder blive årets største pakkedag til dato, som kun bliver overgået af en håndfuld helt store dage i ugerne lige op til jul, siger Morten O. Nielsen.
Post Danmark forventer i det hele taget at få historisk travlt med at bringe julegaver ud, fordi flere danskere end nogensinde før køber gaverne på nettet.
Når det handler om gaver til jul, har danskerne ifølge Post Danmark især købt legetøj, tøj, sko og elektronik.
Allerede lørdag kan de første pakker med varer, som danskerne har købt på nettet i forbindelse med Black Friday, lande ude hos kunderne.
Størstedelen af pakkerne fra netbutikkerne får Post Danmark dog først mandag, så de kan bringes ud tirsdag.
Black Friday er et amerikansk indkøbsfænomen, som også Danmark har taget til sig. Det går ud på, at en lang række butikker landet over den sidste fredag i november holder længe åbent og blandt andet lokker kunder til med gode tilbud.
/ritzau/