Det danske fodboldlandshold er kommet i EM-kvalifikationspulje med Portugal, Serbien, Armenien og Albanien.
Det blev resultatet, da der søndag blev trukket lod i Nice.
Det danske landshold skal dermed igen møde Portugal, som de også dystede med i kvalifikationen til VM 2010 og EM 2012. Og Danmark var også i gruppe med Portugal ved slutrunden i 2012.
EM-værterne Frankrig deltager også i Danmarks gruppe, men resultaterne af deres kampe får ingen pointmæssig betydning.
Slutrunden udvides fra 16 til 24 hold, og dermed bliver det lettere at kvalificere sig.
Tidligere har det været kvalifikationsgruppernes to bedste hold, der har kvalificeret sig til slutrunden. Men nu går den bedste treer også videre, og de resterende otte treere mødes i en playoff-runde, hvor der dystes om de resterende fire pladser.
Ved slutrunden vil der være seks grupper, hvor de to bedste hold i hver gruppe går videre til 1/16-finalen. Derudover avancerer de fire bedste treere også til knald-eller-fald-kampene.
Slutrunden afvikles i Frankrig sommeren 2016.
/ritzau/