Portugal er klar til at droppe økonomisk sikkerhedsnet

admin

10 år siden

|

04/05/2014

Dagens topnyheder

Portugals økonomi er nu rettet så meget op, at det ikke længere har brug for hjælp fra EU og Den Internationale Valutafond (IMF).

Den 17. maj forlader Portugal det låneprogram på 78 milliarder euro (godt 580 milliarder kroner), som EU og IMF har stillet til rådighed de seneste år.

Det meddelte landets premierminister, Pedro Passos Coelho, søndag ifølge BBC.

Lånet blev givet i maj 2011, og siden har Portugal gennemført store nedskæringer og økonomiske reformer, som EU og IMF påtvang regeringen for at stille pengene til rådighed.

Den stramme økonomiske plan har ikke været populær i befolkningen, men sammen med Grækenland, Spanien, Cypern og Irland blev Portugal ramt hårdt af finanskrisen, og var i farezonen for at ryge ud af eurosamarbejdet.

- Regeringen har besluttet at forlade hjælpeprogrammet. Det er i landets bedste interesse, siger premierminister Pedro Passos Coelho.

Han understreger, at Portugal ikke har behov for en sikkerhedsgaranti fra EU og IMF i form af en kreditmulighed. Landet er dermed klar til at finansiere sig på normale vilkår på de internationale lånemarkeder.

Beslutningen blev taget på et regeringsmøde søndag.

De seneste års recession er ikke set magen til i Portugal siden 1970'erne.

I år ventes økonomien for første gang i flere år at udvide sig igen, og risikoen for en statsbankerot er væk. Det så man blandt andet tydeligt i april, da der var stor interesse fra internationale investorer for at købe portugisiske statsobligationer. Obligationer blev solgt til den laveste rente i otte år ifølge BBC.

Men prisen har været høj. Offentlige ansattes lønninger er sat ned, det samme er pensionerne og arbejdsløsheden er over 15 procent.

Irland forlod i december sidste år EU og IMF's låneprogram efter at have gennemgået en økonomisk hestekur. Spanien fulgte efter i januar i år, mens den græske økonomi fortsat har brug for støtte.

/ritzau/