Portræt: Den politiske joker Søren Gade

admin

10 år siden

|

03/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sjældent har en dansk politikers popularitet blandt vælgerne været så uberørt af politiske skandalesager som i tilfældet med tidligere forsvarsminister Søren Gade (V), der i 2010 måtte trække sig som minister efter den såkaldte jægerbogs-sag.

Nu tyder noget på, at den 51-årige direktør for Landbrug & Fødevarer, der forlod Christiansborg for fire år siden som en slagen mand, kan stå over for et historisk politisk comeback som Venstres næste formand.

Ifølge Politiken har Gade nemlig besluttet, at han vil kandidere til den formandspost i Venstre, der ventes at blive ledig, når Lars Løkke Rasmussen efter alt at dømme trækker sig fra sin post senere tirsdag.

Selv har Gade tidligere afvist idéen, men han bakkes angiveligt op af flere Venstre-folk.

Hvis Søren Gade viser sig at gå efter formandsposten, bliver det et spektakulært comeback i dansk politik - efter et dramatisk exit i 2010, hvor han blev tvunget til at trække sig som forsvarsminister efter seks år på posten.

Det var den såkaldte jægerbogs-sag, der var med til at sætte en stopper for Gades ministertid, da det blev afsløret, at det i virkeligheden var Forsvarskommandoen, der havde fabrikeret en falsk arabisk oversættelse af Thomas Rathsacks bog "Jæger - i krig med eliten".

I DR2-talkshowet "Clement Direkte" blev Gade dengang spurgt om, hvem det ville få konsekvenser for, hvis det viste sig at den arabiske oversættelse var fabrikeret af forsvaret selv. Gades svar lød:

- Far her. Jeg er jo direktøren for det hele, og det hedder "the buck stops here".

Og Gade fik ret, da han i februar 2010 blev tvunget til at trække sig - men fortsat med populariteten i hold.

Den samme popularitet, som ved valget i 2007 gav ham knap 24.000 personlige stemmer - i Venstre kun overgået af daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen.

Og selvom forsvarsministerposten traditionelt set ikke har givet medvind blandt vælgerne, formåede Søren Gade at øge sin popularitet på posten.

Han fik en stor stjerne blandt soldaterne, fordi han mange gange fløj til Afghanistan for at spise feltrationer med de udsendte - og han mødte op til samtlige militære begravelser og græd åbenlyst med de pårørende.

I 2008 døde hans kone efter lang tids kræftsygdom og efterlod ham alene med to døtre. Tabet var ifølge Gade selv med til at forstærke hans medfølelse for soldaternes efterladte.

Hvis Søren Gade bringer sig selv i spil i dansk politik igen, har han fortsat en række politiske sager hængende over hovedet fra fortiden. Han skal vidne for Irak-kommissionen, der blandt andet skal undersøge, om Danmarks folkeretslige forpligtelser blev overholdt i krigene i Irak og Afghanistan.

/ritzau/