George W. Bush kastede sig over malerkunsten, da han forlod Det Hvide Hus i 2009, og nu har den amerikanske ekspræsident fernisering på en række portrætter af nuværende og tidligere verdensledere.
I samlingen af 24 portrætter finder man blandt andet et oliemaleri af Ruslands præsident, Vladimir Putin, med en karakteristisk sammenbidt mine.
- Vladimir er en person, som på mange måder betragtede USA som en fjende. Jeg forsøgte naturligvis at få ham ham til at ændre den opfattelse, siger Bush i et interview på NBC-programmet Today.
- Jeg kom til at kende ham rigtig godt. Det blev mere og mere intenst med tiden.
Spændingerne mellem USA og Rusland er tiltaget mærkbart den seneste tid, efter at Rusland har annekteret den ukrainske halvø Krim.
Amerikanerne har lige som EU blandt andet indført sanktioner imod styret i Moskva.
Bush undlod dog at kommentere den aktuelle politiske udvikling under interviewet med sin datter Jenna Bush Hager, som er reporter på NBC-programmet.
Udstillingen hedder "Lederskabets kunst: En præsidents personlige diplomati", og den udstilles på George Bush' eget bibliotek og museum.
George W. Bush, som blev amerikansk præsident i 2001, har også malet blandt andre den tidligere britiske premierminister Tony Blair og Afghanistans afgående præsident, Hamid Karzai.
/ritzau/