Populær udstilling lukker på Koldinghus

Elo Christoffersen

10 år siden

|

02/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ved hjælp af reproduktioner og animerede videoprojektioner stiller udstillingen også skarpt på den kunstneriske side af da Vincis arbejde, først og fremmest de berømte værker Mona Lisa og Den Sidste Nadver.

Udstillingen åbnede 1. februar og har indtil nu tiltrukket knap 40.000 gæster fra hele landet. Udstillingsleder på Koldinghus Axel Johnsen forklarer her, hvorfor han tror udstillingen er så populær:

- Alle har hørt om Leonardo da Vinci og mange af vores gæster er helt sikkert kommet for at få mere at vide om et af renæssancens største genier. Da Vinci var jo både opfinder, kunstner, videnskabsmand, ingeniør, billedhugger, anatom, biolog, musiker, arkitekt og filosof og appellerer derfor også til mange forskellige mennesker. Og udstillingen er jo heller  ikke kun historisk.

- Det var helt tydeligt, at Leonardo da Vincis Opfindelser ramte plet i en aktuel kontekst, hvor der er stærkt fokus på innovation og entreprenørskab. For de mange skoleklasser, gymnasieklasser og klasser fra andre videregående uddannelser var det uden tvivl interessant, at da Vincis virkelige genialitet måske i virkeligheden ikke skal findes i de enkelte opfindelser, men mere i den måde, hvorpå han kombinerede teknologi, anatomi, arkitektur og kunst.

- Det er den besked, da Vinci sender til os i dag, hvor vi skal klare os i den globale konkurrence: De virkeligt innovative kvantespring kommer kun, hvis vi kan skabe synergi mellem vidensområderne.

Museumslærer Kim Mikkelsen er også meget begejstret for udstillingen:

- Som museumslærer har det været en fornøjelse at vise børn fra skoler i Kolding kommune rundt i udstillingen. Ikke alene fordi det er meget flot udstilling, men også fordi gæsterne har mulighed for at røre ved en del af de udstillede genstande og selv arbejde i det laboratorium, museet har skabt  til udstillingen. Dybest set tror jeg dog at det, der gør udstillingen helt unik er, at Leonardo da Vinci rører ved vores indre legebarn og nysgerrige sind. Selv om han levede for 500 år siden, var han lige så optaget af at undersøge, opfinde og skabe som et nutidsbarn kan være det.

I weekenden tilbyder museet rundvisninger i udstillingen klokken 14 både lørdag og søndag. Der er adgang til rundvisningerne, når der er betalt entré til museet. Museet har åbent 10-17 alle dage.