Med kritik i skarpe vendinger langede statsrevisorerne tirsdag ud efter kommunernes hjælp til børn, der er anbragt uden for hjemmet. Kommunerne bryder direkte med loven, mener de.
Det fund overrasker ikke næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Niels Christian Barkholt.
- Problemet er, at systemet har gjort det umuligt at undgå at lave fejl, fordi lovgivningen er blevet så detaljeret, siger han.
Ifølge næstformanden bruger socialrådgiverne og kommunerne stort set al tiden på at afrapportere de skridt, de foretager sig i sagsbehandlingen.
- De mange krav om afrapportering betyder, at socialrådgiverne ikke kan løse de vigtigste socialfaglige opgaver, som det for eksempel er at være i dialog med børn, unge og forældre. Og det i en tid hvor resurserne bliver færre, og problemerne flere.
Efter kritikken har ministeren annonceret en ny datastrategi for området samt nye mål for social mobilitet, som skal følges op af en årlig socialpolitisk redegørelse.
- Jeg er bekymret for, at det blot vil gøre ondt værre, siger Niels Christian Barkholt.
Ifølge næstformanden har fagforeningen arbejdet på konkrete forslag til ministeriet. De har dog endnu ikke har haft lejlighed til at drøfte dem.
- Vi skal have en grundlæggende dialog om, hvad er det for noget dokumentation, vi skal have, siger han.
Også Børns Vilkår savner mere handling i stedet for ord og analyser. Det siger Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår, i en pressemeddelelse.
- De seneste mange socialministre har talt om, at vi har brug for at indsamle mere systematisk viden om, hvad der virker, siger han.
- Der er brug for sanktioner, der gør, at overholdelse af sociallovgivningen vægtes højere end budgetmål. Desuden har hele området brug for et fagligt og ledelsesmæssigt løft.
/ritzau/