Politikere bruger millioner på rejser: "Det er et lovløst område"

Lars Bjørknæs

464 uger siden

|

01/02/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Dagens.dk bringer i dag en række artikler, der omhandler Region Hovedstadens rejsebudgetter og million-forbrug på politikernes gentagne udlandsbesøg.

Flere af rejserne fremstår tilmed som formålsløse, påpeger et af regionens medlemmer nu:

- Efter seks år i Regionsrådet, står det mig fortsat uklart, hvad vi skal på Cannes-møderne. Men, hvis det er et stort ønske at være repræsenteret, kan man vel nøjes med at sende Regionsformanden afsted til mødet.

På den måde opsummere Dansk Folkepartis medlem af regionsrådet for Region Hovedstaden, Finn Rudaizky, hvordan han ser på regionens deltagelse i en årligt tilbagevendende messe i den sydfranske badeby.

Her mødes offentlige myndigheder og organisationer, for blandt andet at udveksle erfaringer om byggeprojekter.

I 2012 deltog Region Hovedstaden eksempelvis med videofilm, som omhandlede, hvordan man i Danmark opfører hospitaler.

Ifølge udleverede aktindsigter fra regionen, kostede videoerne i sig selv 203.460 kroner at producere.

Dermed udgjorde de en stor del af regningen for deltagelsen i Cannes-messen, som i alt lød på 245.680 kroner.

Cannes-messen var dog billig i forhold til, hvad politikerne i Region Hovedstaden ellers har rejst for.

Ifølge aktindsigter opnået af Dagens.dk, har de folkevalgte på denne konto i perioden mellem 2010 og 2015 brugt sammenlagt 3.072.959,50 kroner, når de har været i udlandet i følgeskab med deltagende embedsmænd.

Læs også: Spareivrige politikere bevilger sig selv drømmerejser til millioner

Forskningschef: Lovløst område
Ifølge forskningschef ved Danmarks Medie- og journalisthøjskole, Roger Buch, er der stor forskel på, hvor meget regioner og kommuner rejser:

- Nogle byråd og regioner har kutymer for, at udvalgene rejser en-to gange i løbet af en valgperiode. Allerede her kan man begynde at stille spørgsmålstegn ved relevansen, for man kunne godt forestille sig, at nogle udvalg har mere behov for at rejse end andre, siger forskningschefen og uddyber:

- Det er nærmest lovløst område, fordi der ikke er nogle klare regler. Det er op til kommunalbestyrelserne og regionsrådene at vurdere, hvor meget de vil bruge på at rejse.

Roger Buch slår overfor Dagens.dk fast, at der skal være et tilstrækkeligt fagligt indhold i turen til, at den kan forsvares.

Ifølge forskningschefen betyder det dog ikke, at mere alternative hensyn også kan tillægges betydning:

- Der kan være et turismemæssigt aspekt i rejserne, som kan anses for et frynsegode. Kommunalpolitikerne har indtil for nyligt kun fået et begrænset vederlag, men til gengæld har man så fået nogle interessante rejseoplevelser. Samtidig kan teambuilding også tillægges en vis betydning, da man under rejserne kommer tættere på hinanden – og derved får skabt et bedre samarbejdsklima.

Læs også: Regionsrådsmedlem efter afsløring af politikeres forbrug: Begræns rejseriet!

Følg Dagens Politik for flere lignende artikler: