Syd- & Sønderjyllands Politi søger hjælp i en besyndelig sag. Fredag den 26. oktober klokken 13.10 opdagede en politipatrulje en kvinde indsmurt i mudder ved en vejkant i Esbjerg.
Kvinden har forklaret, at hun af nogen var blevet tvunget til at grave et hul ved siden af et lille vandløb, og hun var forkommen og chokeret. Kvinden har dog ikke kunnet give nogen sammenhængende forklaring om, hvad der er foregået. Derfor beder Syd- og Sønderjyllands Politi om hjælp fra mennesker, der måske har set noget i området den dag.
Kvinden er gået fra Ulvevej på en sti langs Sædding Ringvej, muligvis læsende i et brev. Ved vandløbet under en mindre træbro på en cykelsti er der gravet et hul i mudderet. Cykelstien er en del af en sti, der går fra Vestervangsskole mod Gjesing Ringvej.
Politiet vil gerne tale med vidner, der har set kvinden gående på stien eller set hende grave i mudderet.
Kvinden beskrives som 31 år, cirka 165 centimeter høj, almindelig af bygning og mørkt/rødligt opsat hår. Hun var iført en sort jakke, blå jeans, sort strikhue, lilla luffer og sorte sko med hvid sål.
Henvendelser i sagen kan ske på telefon 1-1-4.