Politiet: Mænd fra Kalundborg handlede med store mængder narko

admin

10 år siden

|

05/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efter lang tids efterforskning har politiet sigtet to mænd fra Kalundborg for handel med en større mængde heroin og kokain.

Begge mænd er i Retten i Holbæk blevet varetægtsfængslet i fire uger, oplyser lederen af lokalpolitiet i Kalundborg, politikommissær Per Kragh.

Mændene blev anholdt natten til tirsdag, efter at lokalpolitiet i længere tid havde haft dem i søgelyset.

Ifølge sigtelsen imod dem mistænkes de for i perioden fra den 1. januar 2013 og til anholdelsen at have haft mindst to kilo heroin og to kilo kokain, som var beregnet til at sælge videre.

Mændene har i grundlovsforhøret umiddelbart erkendt sig skyldige i sigtelsen, men ikke i de mængder, som politiet har sigtet dem for, oplyser Per Kragh.

Retsmødet med mændene blev holdt for lukkede døre, hvorfor det er yderst sparsomt med oplysninger om sagen.

Politiet ønsker kun at oplyse, at der er tale om mænd med bopæl i Kalundborg, men deres alder og andre omstændigheder ved sagen er der lagt et tågeslør over. Det er for eksempel ikke muligt at få oplyst, om narkohandlen har fundet sted i Kalundborg.

- Det er der ganske bestemte grunde til, at jeg ikke vil udtale mig om, siger Per Kragh til Ritzau.

Hans svar er også "ingen kommentarer" til spørgsmålet om, hvorvidt han venter flere anholdelser i sagen.

/ritzau/