Gerningsmænd bag terror kommer i stigende grad fra kriminelle grupperinger. Det mener en række fagfolk, som Berlingske har talt med.
- Vi ser nogle tydelige relationer mellem de to miljøer. I antal har vi ikke set ret mange egentlige bandemedlemmer, som er blevet radikaliserede. Men tendensen er bekymrende, siger chefpolitiinspektør ved Københavns Politi Jørgen Skov til Berlingske.
- Vi har at gøre med vrede, unge mænd, som i bandekonflikter igen og igen viser, at de er klar til at udøve vold, siger Jørgen Skov.
De seneste år har der gentagne gange tegnet sig et billede af, at gerningsmændene bag islamistiske terrorangreb ofte er utilpassede unge med tilknytning til bandemiljøer og med lange kriminelle løbebaner bag sig - de såkaldte "crossovers".
Det er dem, som blandt Politiets Efterretningstjeneste (PET) fokuserer mere og mere på i et forsøg på at forhindre angreb.
- Det, vi så i København 14. februar sidste år, var, at en crossover gennemførte et angreb, inden vi nåede at stoppe ham, siger Flemming Drejer, chefpolitiinspektør hos PET, til Berlingske.
- På den måde udgør de en stor risiko og en stor trussel, fordi vi skal ud at lede efter enkeltpersoner, siger han.
Omar El-Hussein, der var hovedpersonen bag angrebet på Krudttønden på Østerbro samt synagogen i Krystalgade, havde kort tid forinden siddet i fængsel for et knivoverfald i et tog.
Ifølge indrapporteringer fra fængslets personale var han i fængslet blevet både mere religiøs og ekstrem i sin opførsel.
På samme måde var der en direkte forbindelse mellem kriminelle miljøer og attentatmænd under blandt andet angrebene i Paris i november og Bruxelles i marts.
/ritzau/