Nyheden, om at politiet natten til søndag lukkede den store årlige julefrokost i Sindal, gik i går landet rundt. Nu erkender politiet, at det ikke var tilfældet, lige som der kun var en enkelt anholdt til festen.
- Det var en sandhed med modifikationer, at vi lukkede festen, for da patruljen ankom, var festen allerede så småt ved at lukke, forklarer leder af lokalpolitiet i Hjørring, vicepolitiinspektør Niels Kronborg til dagens.dk.
Julefrokosten, som den lokale idrætsforening arrangerer, har over 700 deltagere, og politiet understreger nu, at der ikke er tale om en problemfest.
- Det er en ganske udmærket lokal fest med mange helt almindelige borgere - og så var der et par småproblemer, i forlængelse af at festen sluttede, lyder det fra vicepolitiinspektøren.
Politiet erkender fejlen og vil undersøge hele forløbet under julefrokosten og udmeldingen dagen derpå.
- Vi skal have kigget minutiøst på, hvad der egentlig skete ude til julefrokosten, og så skal vi først og fremmeste have kigget på vores kommunikation. Det er svært at sige, hvor fejlen ligger, men det klart, at det må kunne gøres bedre, fastslår han.
Den eneste anholdte til festen var en 47-årig mand fra Sindal. Han blev i går fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet sigtet for vold.
Foto: Arkiv, René Lind Gammelmark