Politiet advarer: Falsk mail fra Post Danmark i omløb

Morten Larsen

458 uger siden

|

12/02/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En virksomhed fra Sakskøbing på Lolland blev i går snydt af et svindelnummer på internettet, og nu advarer politiet om ny fupmail.

- Vi får flere og flere anmeldelser om svindel på nettet, fortæller Carsten Olsen fra lokalpolitiet i Nykøbing til Folketidende.

Ordensmagten advarer om en mail, der ved første øjekast ligner at være sendt fra Post Danmark.

I beskeden står der, at der venter en pakke til afhentning, som ikke er blevet leveret på arbejds- og hjemmeadressen.

I mailen er der et link, der sender modtageren hen på en ny side, hvor man ifølge afsenderen kan hente en 'adresselapp'.

Computeren vil fryse og ikke virke, hvis man forsøger at hente lappen, og modtageren vil få en besked om, at de skal indbetale tusindvis af kroner på en konto for at få computeren låst op.

Betalingen får dog ikke maskinen til at makke ret – pengene er tabt og computeren vil stadig være ubrugelig.

- Det er ren pengesvindel, siger Carsten Olsen og opfordrer folk til, at de lader være med at åbne den slags mail.

Fupmagerne bruger ikke kun elektronisk post, når de forsøger at snyde sig til uskyldige danskers penge.

Fyns Politi har i den seneste tid fået flere henvendelser fra borgere, der er blevet ringet op af personer, der siger, de ringer fra computergiganten Microsoft.

Læs også: Politiet advarer: Sådan forsøger telefonsvindlere at snyde dig

- Det hele går ud på at narre penge fra folk ved at få dem til at indbetale penge for at slippe af med en påstået virus på deres computer. Svindlerne er dygtige, for det lykkes dem desværre ofte at få folk til at hoppe på limpinden, siger vicepolitiinspektør Jørgen Andersen fra Fyns Politi.

Følg Dagens Advarsler for flere lignende artikler: