Plejefamilier efterlyses til forældreløse flygtningebørn

Nils Würtzenfeld

449 uger siden

|

19/04/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Da Udlændingestyrelsen vedtog kommunernes flygtningekvoterne for 2016, kunne Københavns Kommune se frem til at modtage 335 flygtninge i indeværende år. Ud af disse 335 er 26 uledsagede flygtningebørn, der uden venner og familie ikke har nogen til at tage sig af dem. Det skriver TV2 Lorry.

Derfor har man i Københavns Kommune besluttet at sætte alle sejl til for at finde ny familier til de efterladte børn. Det er dog ikke let, for der mangler i forvejen frivillige til at påtage sig opgaven som plejefamilier.

- Børnene kommer i døgninstitutioner, hvis der ikke kommer plejefamilier, siger Tommy Petersen, (Rad. V.) der er medlem af Børne- og Ungeudvalget i Københavns Borgerrepræsentation, til TV2 Lorry.

Tommy Petersen ser meget gerne, at der snart melder sig nogen flere plejefamilier på banen til at tage sig af de 26 uledsagede flygtningebørn.

- Jeg sidder selv i det udvalg, hvor vi behandler tvangsfjernelser af børn, og derfor ved jeg også, hvor vigtigt det her er. Jeg vil helt klart anbefale, at det er professionelle plejefamilier, som kan løfte opgaven. Vi ved, at børn, som måske har lidt psykisk overlast, har traumer og andre forfærdelige ting, har brug for trygge rammer. Og de trygge rammer kan de få i en familie, siger Tommy Petersen.

Der skal findes en løsning

Han forklarer endvidere, at Københavns Kommune råder over et begrænset antal døgninstitutionspladser, men at situationen skal kunne løses – også selvom ingen plejefamilier melder sig.

- Vi ved også erfaringsmæssigt, fra børn som har haft en barsk barndom, at de klarer sig bedre i livet, hvis de kommer i plejefamilie, frem for at blive institutionsbørn. Det handler om at give dem de bedst mulige vilkår, forklarer Tommy Petersen.

Skulle man sidde med et ønske om at blive plejefamilie, så er det, ifølge Tommy Petersen, vigtigt, at man gør sig nogen konkrete overvejelser.

- Det handler først og fremmest om at man som familie har tid og lyst til at hjælpe de her børn. Det handler om at man kan rumme og støtte, give kærlighed og så videre til de her børn, som kommer til at få en ret svær tid, hvor de skal lære sprog, samfund, venner og så videre at kende, siger han og tilføjer:

- Derudover er det super, hvis man har kendskab til integrationsområdet og har arbejdet med børn før.

I marts i år vedtog Københavns Kommune den såkaldte 'Modtagepakke' på 44 millioner kroner. Pakken er en helhedsorienteret indsats for de flygtninge, der kommer til København, og blandt millionerne, skal indsatsen til de uledsagede flygtningebørn skal findes.

Hvis man er interesseret i at blive plejefamilie til et udledsaget flygtningebarn, kan man henvende sig til Center for Familiepleje i Københavns Kommune.

Følg Dagens Politik for flere lignende artikler: