Cesc Fabregas er sandsynligvis snart fortid i FC Barcelona.
Hans nuværende klubkammerat Gerard Pique kom onsdag umiddelbart før et pressemøde med det spanske landshold til at afsløre et nært forestående klubskifte.
I en samtale med landstræner Vicente del Bosque sagde Pique:
- Det er afgjort. Det fortæller han mig. Han rejser for 33 millioner.
Både Gerard Pique eller Vicente del Bosque holdt sig for munden, men alligevel fangede de opstillede mikrofoner samtalen mellem de to.
Det fremgik ikke af samtalen, hvilken klub der i givet fald skulle have købt den offensive midtbanespiller til 33 millioner euro svarende til 245 millioner kroner. Flere medier har dog sat Fabregas i forbindelse med engelske Chelsea.
Den Barcelona-baserede sportsavis Mundo Deportivo spekulerer dog i, at Gerard Pique og Vicente del Bosque kan have lavet en practical joke med medierne, da de smilede under samtalen.
Det spanske landshold forbereder sig i øjeblikket til VM, der begynder i Brasilien den 12. juni. Spanien er regerende verdensmestre.
/ritzau/AFP