Selv om kriminaliteten falder, skal voldsmænd, som handler sammen, straffes hårdere end i dag. Skærpelsen skal styrke danskernes retsfølelse.
Det varsler justitsminister Søren Pind (V), som lancerer forslaget i Berlingske.
- Vi har forhøjet straffen for voldtægt og pædofili væsentligt. Det er trådt i kraft 1. juli. Nu foreslår vi, at grov vold fra flere hæves med en tredjedel. Domspraksis i dag er utidssvarende. Den er ikke i overensstemmelse med retsfølelsen, siger Søren Pind til Ritzau.
Han afviser, at skærpelsen skyder ved siden af, fordi færre begår forbrydelser end før.
- Det er fuldstændig rigtigt, at kriminaliteten generelt falder. Men vi kan ikke udelukke, at vi får et bump i år. Dels har vi lavet en kampagne for flere anmeldelser af voldtægt. Dels anmelder flere offentligt ansatte overfald på arbejdspladsen, siger Søren Pind.
Sysette Vinding Kruse, som er formand for Strafferetsudvalget i Advokatforeningen, beder politikerne lade være med at blande sig i dommernes arbejde med at forvalte strafferammen.
Men justitsministeren mener ikke, at han som politiker går ind på domstolenes gebet.
- Min ambition er at sætte en ende på den ulykkelige debat, hvor mange har rettet deres kritik mod dommerne for ikke at afsige de domme, som politikerne ønskede, siger Søren Pind.
Justitsministeren tror modsat Sysette Vinding Kruse, at det virker, når han skærper straffen for grov vold.
- Den vil få direkte effekt på domsafsigelsen. Vi regulerer ikke strafferammen. Vi siger, at man i domspraksis skal hæve udgangspunktet med en tredjedel. Regeringen mener, at der skal være retfærdighed om de straffe, der afsiges, siger Søren Pind.
- Den retfærdighed er ikke til stede nu. Så har det også den effekt, at man holder voldsmænd borte fra gaden.
/ritzau/