Peyton Manning kåret til NFL's bedste spiller

admin

10 år siden

|

02/02/2014

Dagens topnyheder

Quarterbacken Peyton Manning har gjort det forrygende i denne sæson for Denver Broncos i NFL.

Før nattens Super Bowl mellem Denver Broncos og Seattle Seahawks er 37-årige Manning blevet kåret til NFL-ligaens mest værdifulde spiller for femte gang i karrieren. Ingen andre har modtaget samme hæder så mange gange.

Det er en lang række amerikanske medier, der har peget på Manning efter en fornem sæson, hvor han har overskygget alt og alle.

Hele 49 ud af 50 stemmer gik til Denvers quarterback, mens New England Patriots' Tom Brady fik en enkelt stemme.

Manning har i denne sæson kastet 5477 yards, og 55 gange er hans afleveringer endt med at udløse touchdown, hvilket er rekord i NFL. Denver har scoret 606 point i løbet af sæsonen, hvilket også er rekord.

Før sæsonens sidste kamp klokken 00.30 natten til mandag er det blevet til 450 succesfulde pasninger ud af 659 for Manning. Blot 10 gange er han blevet interceptet

Peyton Manning er fire gange tidligere blevet kåret til ligaens mest værdifulde spiller. Det var i årene 2003, 2004, 2008 og 2009, hvor han optrådte for Indianapolis Colts.

Hvis det skulle lykkes at føre Denver til sejr over Seattle Seahawks, bliver Peyton Manning den første quarterback, der vinder Super Bowl med to forskellige hold. I 2007 førte Manning Indianapolis Colts til sejr i NFL-finalen.

/ritzau/