Petr Cechs sæson er forbi: Skulderen er revet af led

admin

10 år siden

|

23/04/2014

Dagens topnyheder

Chelsea-målmand Petr Cechs sæson er forbi, efter at tjekken tirsdag aften rev skulderen af led i Champions League-semifinalen mod Atlético Madrid.

Cech måtte allerede efter et kvarter lade sig udskifte, da han faldt uheldigt i forbindelse med et spansk hjørnespark.

Målmanden ville bokse bolden væk, men blev underløbet af hjemmeholdets Raul Garcia og faldt uheldigt ned på græsset.

Den rutinerede keeper signalerede straks, at noget var helt galt, og kort efter blev han eskorteret fra banen med store smerter i skulderen.

Petr Cech blev afløst af 41-årige Mark Schwarzer, der leverede en upåklagelig indsats i det engelske mål. Schwarzer var med til at sikre gæsterne 0-0 og dermed et godt udgangspunkt før næste uges returopgør i London.

Efter kampen bekræftede Chelsea-manager José Mourinho over for Sky Sports og BBC, at Petr Cech er færdig for denne sæson.

Chelsea står over for nogle vigtige kampe i den kommende tid. Ud over returkampen mod Atletico, så skal holdet på søndag på besøg hos Premier Leagues tophold fra Liverpool. Kravet er en sejr, hvis Chelsea skal holde sig inde i guldkampen i den hjemlige liga.

Ud over Petr Cech måtte anfører John Terry også lade sig udskifte med en skade i tirsdagens Champions League-opgør.

/ritzau/