De seneste års prisstigninger har lagt et markant pres på mange danskeres økonomi.
Det gælder især dem med lave indkomster, som må strække hver eneste krone for at få dagligdagen til at hænge sammen.
Derfor er det for mange særdeles vigtigt, at have styr på sin pensionsformue til når tiden på arbejdsmarkedet lakker mod enden.
Det bliver der også sat to streger under i de nye tal fra Nationalbanken.
Danskernes samlede pensionsformue er steget markant i årets første ni måneder og har nu sat ny rekord for første gang i næsten tre år.
Således var pensionsformuen på 4.319 mia. kr. ved udgangen af 3. kvartal i år.
Dermed har pensionsformuen nu passeret den hidtidige rekord på 4.312 mia. kr., som blev nået ved udgangen af 2021. I år er pensionsformuen steget med i alt 286 mia. kr.
”I årets første ni måneder har pilen peget kraftigt opad for pensionsformuen, som nu har nået nye højder for første gang i næsten tre år. Det skyldes bl.a., at der generelt har været medvind på aktiemarkederne i 2024, hvilket har været med til at give danskerne pæne afkast på deres pensionsopsparinger - og dermed også til at sende den samlede pensionsformue til vejrs. Herudover bidrager danskernes betydelige pensionsindbetalinger også til vokseværket i pensionsformuen", siger Helle Dalsgaard, chefrådgiver i Sampension.
Efter at pensionsformuen satte rekord ved udgangen af 2021, faldt den på bare ni måneder med 658 mia. kr. til 3.654 mia. kr. ved udgangen af tredje kvartal 2022.
Men siden da er formuen vokset med i alt 665 mia. kr. og har nu altså nået et nyt rekordniveau.
”Her godt to år efter det betydelige dyk i pensionsformuen, som vi var vidner til i 2022, så er det tabte indhentet. Det er selv sagt glædeligt og viser samtidig, at det er vigtigt at zoome ud, når det gælder pensionsopsparing. For selvom der uundgåeligt vil være år, hvor udviklingen er negativ, så er det i langt højere grad undtagelsen end reglen. Tværtimod er tendensen set over en længere årrække, at pensionsformuen vokser støt, dels fordi afkastene typisk er positive og dels pga. de betydelige pensionsindbetalinger. Det er 2024 et godt eksempel på,” siger Helle Dalsgaard.
Siden 1. kvartal 2015 – som er det første år i Nationalbankens statistik – er pensionsformuen steget med i alt 1.381 mia. kr.