Pellegrini efter City-titel: Vi er ikke tilfredse

admin

10 år siden

|

11/05/2014

Dagens topnyheder

Manuel Pellegrini har høstet stor succes i sin første sæson hos Manchester City, og søndag kom den foreløbige kulmination med Premier League-titlen.

Den chilenske manager mener dog ikke, at hans første sæson i England har været problemfri.

- Det har ikke været nemt for mig i mit første år at blive vænnet til engelsk fodbold, men jeg har haft ansvaret for en stærk trup, siger Manuel Pellegrini ifølge nyhedsbureauet AFP.

Manageren, der tidligere har trænet Villarreal, Real Madrid og Malaga i Spanien, vandt tidligere i år Liga Cuppen med Manchester City.

Han mener, at klubben skal vinde mere i de kommende år.

- Store hold kan ikke være tilfreds med én titel. Det er meget vigtigt. Vi fejrer i dag og mandag, og fra tirsdag forbereder vi os til den næste sæson, for denne klub og vores spillere fortjener flere titler, siger Manuel Pellegrini.

Manchester City vandt efter søndagens hjemmesejr på 2-0 over West Ham Premier League med 86 point, to point flere end Liverpool.

Chelsea endte på tredjepladsen med 82 point.

/ritzau/