Bill Belichick - træner for New England Patriots, der natten til mandag tabte AFC-finalen til Denver Broncos og dermed missede Super Bowl-finalen - er rasende på sin tidligere spiller Wes Welker.
Welker, der nu tørner ud for Denver, satte i nattens finale en særdeles hård tackling ind på New Englands cornerback Aqib Talib, der efterfølgende måtte udgå med en knæskade.
Belichick beskriver dagen efter finalen tacklingen som "en af de værste, han nogensinde har set", og han mener, at Welker gjorde det med vilje.
- Nu har jeg kigget situationen igennem, hvilket jeg ikke havde mulighed for i går. Det er en bevidst handling i forhold til at tage Aqib ud af kampen
- Jeg vil lade ligaen behandle det disciplinære i sagen. Det er ikke op til mig, men det er en de værste aktioner, jeg nogensinde har set, og det er alt, hvad jeg har at sige om det.
Efter kampen betegnede Belichick situationen som "kampafgørende", da Denvers stjerne-quarterback, Peyton Manning, efterfølgende konsekvent angreb den side, hvor Aqib Talib manglede.
Denver Broncos vandt opgøret med 26-16 og kvalificerede sig dermed til Super Bowl-finalen, der spilles udendørs i New York den 2. februar.
Her møder de Seattle Seahawks, der natten til mandag slog San Francisco 49'ers med 23-17 i NFC-finalen.
/ritzau/Reuters