Partier kalder sundhedsministeren i samråd efter cpr-læk

admin

435 uger siden

|

20/07/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

"Rystende", "helt ude i hampen", "skandaløst".

Hvordan kunne det ske, at flere end fem millioner danske cpr-numre og helbredsoplysninger ved en fejl blev leveret til en kinesisk virksomhed?

Det spørger man sig selv om i flere partier, og både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti kalder derfor sundhedsminister Sophie Løhde (DF) til samråd om lækket.

- Det er under al kritik. Ministeren må svare på, hvordan det kunne ske, hvem der har ansvaret, og hvordan vi sikrer, at det ikke sker fremover, siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF).

Det var Statens Serum Institut (SSI), der egentlig havde sendt oplysningerne i et anbefalet brev til Danmarks Statistik.

Men ved en fejl havnede de ukrypterede oplysninger hos Chinese Visa Application Centre, der er en privat virksomhed, der tilbyder hjælp med at skrive og sende visumansøgninger til Kina.

- Det gør jo, at tiltroen til sundhedsministeren og Statens Serum Institut ligger på et meget lille sted. Ministeren må sørge for at genoprette tilliden, siger Liselott Blixt.

Samme melding lyder fra Liberal Alliances retsordfører, Christina Egelund.

- Det er under ingen omstændigheder acceptabelt, at offentlige myndigheder kan overlevere fem millioner cpr-numre til Chinese Visa Application Centre på grund af en fejllevering af et brev, siger hun.

Også Enhedslistens fungerende sundhedsordfører, Finn Sørensen, undrer sig:

- Man må da stille sig det helt naturlige spørgsmål: Hvorfor bliver den slags sendt med posten? Hvorfor bliver det ikke afleveret personligt det rette sted af en medarbejder?

/ritzau/