Parkinson-ramte: Skjulte symptomer værre end rystelser

admin

|

11/04/2014

Dagens topnyheder

Følgerne ved at lide af Parkinsons sygdom kan knap nok tælles på én hånd. Blandt andet er søvnproblemer og besvær med at føre en samtale nogle af patientens daglige kampe.

Men patienter med Parkinson kæmper også med andet end rystelser og muskelstivhed i deres hverdag.

Det fremgår af en undersøgelse foretaget af Parkinsonforeningen, hvor mere end 1000 patienter og pårørende til sygdommen har deltaget.

Ifølge foreningen viser undersøgelsen, at de kognitive og skjulte symptomer ved Parkinsons sygdom er mere generende i hverdagen for patienter og pårørende, end det er tilfældet med motoriske problemer.

- Netop de skjulte symptomer har størst betydning for dagligdagen og livskvaliteten for de Parkinson-ramte, siger Jorry Højer, landsformand hos Parkinsonforeningen, i en pressemeddelelse.

- Det er symptomer, som gør det svært at få hverdagen til at fungere, og som også kan gå ud over parforholdet, familielivet og karrieren, uddyber han.

Halvdelen af de adspurgte Parkinson-patienter oplever problemer med at huske ord. Fire ud af ti har svært ved at holde koncentrationen under samtaler, mens lige så mange har problemer med hukommelsen.

Samtidig svarer tre ud af fire, at de føler sig trætte i løbet af dagen, mens halvdelen har svært ved at holde flere bolde i luften.

På grund af de skjulte symptomer hos patienterne, som også rammer patientens pårørende, mener Jorry Højer, at der skal sættes fokus på sygdommens skjulte sider, så man kan hjælpe begge parter til et bedre liv med Parkinson.

- Samtidig bør vi tale om, hvordan vi aflaster de pårørende bedst muligt, da mere end hver tredje parkinsonpatient er afhængig af hjælp fra ægtefællen eller andre pårørende, siger landsformanden.

Fire ud af ti patienter i undersøgelsen har fravalgt sociale aktiviteter som følge af sygdommen, og for næsten halvdelen af patienterne har sygdommen haft konsekvenser for deres seksuelle samvær.

Derudover svarer syv ud af ti ægtefæller og samlevere, at sygdommen har ændret deres ægteskab eller forhold til partneren.

Parkinsonforeningen oplyser, at omkring 7000 danskere i dag lider af Parkinsons sygdom, og at lidelsen rammer danskere fra slutningen af 20'erne til langt op i 70'erne.

/ritzau/