Pamela Anderson, der blev kendt som "Baywatch"-baben CJ iført rød badedragt i hit-serien fra 90'erne, fyldte 48 år i sidste måned. Og det har hun bestemt ikke noget problem med.
- Det er, som det er. Jeg føler faktisk, jeg hele tiden bliver yngre, siger hun nu i et interview med magasinet People.
Men sådan har hun altså ikke hele tiden haft det, og derfor har hun også prøvet Botox for at glatte ansigtet lidt ud - en beslutning hun fortryder i dag.
- Jeg burde være den sidste til at prøve Botox, men det gjorde jeg altså. Det føltes som om mine øjne sank så langt ind i hovedet, at jeg ikke lignede mig selv længere, fortæller Pamela Anderson, som også har været Playboy-model.
Det er altså slut med at lamme ansigtsmusklerne for den blonde skuespillerinde. Botox forhindrer, at musklen, det sprøjtes ind i, trækker sig sammen, og det kan derfor give en lidt stiv ansigtsmimik.
Nu hylder Pamela Anderson de kvinder, som ældes med ynde.
- Min mor ser fantastisk ud. Jeg elsker også Jane Fonda og Brigitte Bardot. Det er ligesom det gode gamle ordsprog "Skønhed kommer indefra". Det handler om at anerkende det og have det godt med det, man nu har. Og gøre det bedste for sig selv, filosoferer 48-årige Pamela Anderson.
/ritzau/FOKUS