Oversvømmelserne fortsætter i Tyskland: Brandmand har mistet livet

Mathias Madsen

29 uger siden

|

02/06/2024
Nyheder
Arkivfoto / Foto: Presse-fotos.
Foto: Presse-fotos
Oversvømmelserne i Tyskland har nu kostet en brandmand livet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mens vi herhjemme nyder godt af sommervarmen og solskin, har man i det sydlige Tyskland store problemer med voldsomme regnmængder.

Det skriver flere tyske og danske medier.

Det er særligt i de tyske delstater Bayern og Baden-Württemberg i det sydlige Tyskland, at man har problemer. Her er der flere steder massive oversvømmelser, som i flere distrikter har ført til, at der er erklæret undtagelsestilstand.

Beboerne er ligeledes blevet opfordret til at udvise ekstrem forsigtighed, ligesom mange er blevet evakueret fra deres hjem.

I løbet af fredag og lørdag faldt der i byen Augsburg i Bayern vanvittige 96,2 millimeter regn på kun 24 timer. Til sammenligning defineres mere end 15 millimeter regn på maksimalt 30 minutter som skybrud herhjemme.

Og de enorme vandmængder i Sydtyskland er da også rekord. Aldrig før har man oplevet 96,2 millimeter regn på ét døgn i Tyskland.

Evakuering kostede brandmand livet

Ikke nok med at de voldsomme vandmængder har ødelagt bygninger og infrastruktur for store beløb og sendt massevis af mennesker på flugt fra deres eget hjem, så har oversvømmelserne nu også kostet en tysk brandmand livet.

Det skriver flere tyske medier, herunder Die Zeit.

Ifølge den tyske avis mistede en 42-årig brandmand livet under en redningsaktion i kommunen Pfaffenhofen an der Ilm i Bayern.

Brandmanden var sammen med tre kolleger i en gummibåd på vej til at redde personer, som var fanget i en bungalow. De fire redningsfolk nåede dog aldrig frem, da gummibåden kæntrede, hvilket kostede brandmanden livet.

Søndag regner det fortsat voldsomt i området, og ifølge TV2 kommer der mandag igen "mere udbredt regn."

De enorme vandmængder skyldes et lavtryk over Centraleuropa.