Ove P. efter debutsejr: Heroisk indsats af holdet

admin

10 år siden

|

04/10/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ove Pedersen har blot haft én kamp i spidsen for OB-mandskabet, men han kan allerede sætte de første tre point på kontoen efter en vital hjemmebane-sejr mod bundrivalerne fra Silkeborg lørdag aften.

Den nye OB-træner er overrasket over, hvor meget fynboerne kæmpede for hinanden, selvom Silkeborg havde overtaget i store perioder af kampen.

- Vi mødte en direkte modstander i bundstriden, så jeg vidste, det ville blive en hektisk kamp. Men holdet overraskede mig positivt, fordi spillerne kæmpede med så stort hjerte og så heroisk, som de gjorde, siger Ove Pedersen.

Optakten til kampen havde været besværlig for den rutinerede Superliga-træner, der kun har haft to træningspas med holdet forud for kampen mod Silkeborg.

- Det her har været den vanskeligste fodboldkamp for mig nogensinde. Man står med en helt masse taktiske ting, som er en selvfølge, men det er det bare ikke for dem på banen, fordi vi kun har trænet to gange sammen, siger OB-træneren.

OB-kaptajn Ari Skulason har stor tiltro til, at tingene begynder at gå den rigtige vej for OB med Ove Pedersen ved roret.

- Jeg er glad for, vi kan give Ove Pedersen tre point i hans første kamp. Nu skal vi bare i gang. Vi har en god spillertrup, så jeg tror på ham, og jeg kan mærke, at han tror på os, siger Ari Skulason.

Også Mads Toppel der stod en god kamp i OB-målet ser lyst på fremtiden i det fynske.

- Ove Pedersen er en mand efter mit hoved. Det er ham, der bestemmer, og han er meget old school, ligesom jeg selv er. Jeg tror, jeg bliver rigtig glad for ham, siger Mads Toppel.

OB ligger på en foreløbig niendeplads i Superligaen med ni point. Esbjerg og Sønderjyske ligger lige efter og kan overhale OB, når de to hold skal i aktion søndag.

 

/ritzau/