Kort efter at Nicole Kidman og Tom Cruise gik fra hinanden i 2001, vandt Kidman sin første Oscar for sin hovedrolle i filmen "The Hours". På hjemmefronten gik det dog ikke lige så godt for den ikoniske skuespillerinde, der stadigvæk slikkede sårene, efter at mere end ti års ægteskab var forbi. Det afslørede Kidman i forbindelse med topmødet for "Verdens kvinder" ifølge US Magazine.
- For at være helt ærlig, så flygtede jeg fra mit liv på det tidspunkt. Jeg kunne ikke overskue realiteterne, fortæller stjernen fra Lars Von Triers "Dogville", der søgte flugt i sine roller.
- Det er en smuk ting, at man som skuespiller kan være en anden for et stykke tid. På dette tidspunkt blev mit arbejde rost meget, hvilket var interessant for mig.
Kidman kastede derfor alle kræfter ind i sin stadigt mere succesfulde skuespillerkarriere, men hun opdagede med tiden, at anerkendelsen for hendes arbejde ikke betød noget for hendes liv uden for rampelyset.
- Det kulminerede, da jeg vandt en Oscar, men det gav mig også en åbenbaring - det her er ikke svaret. Jeg sad på et hotel i Beverly Hills med en guldstatuette, og jeg havde aldrig været så ensom før. Jeg blev revet ud af forestillingen om, at min succes ville heale mig.
Helingen kom først, da Kidman mødte sin nuværende mand, den australske countrysanger Keith Urban, som hun i dag har to døtre med.
- Vi blev gift meget hurtigt, og vi lærte først hinanden at kende efter brylluppet. Jeg ville have en partner og en at dele livet med, og jeg ville have flere børn. Det er ved at ske for mig, men det var ikke rent held, for jeg var åben for forandring, fortæller lykkelige Kidman, der for tiden både nyder sit privatliv og sin professionelle karriere.
/ritzau/FOKUS