Orlando Bloom vender tilbage til piratskibet

admin

9 år siden

|

17/08/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den populære skuespiller Orlando Bloom stjal seernes hjerter i rollen som Will Turner i de tre første "Pirates of the Caribbean"-film. Men i den fjerde film måtte biografgængerne undvære den langhårede pirat-søn. Her var han nemlig ikke på rollelisten.

I weekenden under Disneys konference, D23 Expo, blev det dog afsløret, at den 38-årige skuespiller vender tilbage til piratskibet i den kommende femte film i serien. Den femte film har fået titlen "Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No Tales" og kommer efter planen i sommeren 2017.

Ud over den store annoncering af "Ringenes Herre"-stjernens comeback, kom det også frem, at "James Bond"-skurken Javier Bardem har skumle planer i fortsættelsen på pirateventyret.

Efter de store piratnyheder kom en af seriens helt store stjerner væltende ud på scenen i fuldt kostume. Johnny Depp lagde ikke fingre imellem i rollen som kaptajn Jack Sparrow, som altså også vender tilbage i den kommende femte film. Den 52-årige skuespiller væltede rundt som den fordrukne kaptajn Sparrow og kastede vindruer efter publikum.

Golden Globe-vinderen har tidligere afsløret, at han har baseret sin karakter Jack Sparrow på den legendariske "Rolling Stones"-guitarist Keith Richards, som Depp er ved at lave en dokumentarfilm om.

/ritzau/FOKUS