Ordbogen er blevet ændret: Kan du gætte, hvad "bandit" kan betyde?

Mathias Madsen

26 uger siden

|

23/06/2024
Flere ords betydning i ordbogen er blevet ændret.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ordbogen er netop blevet ændret - eller nærmere opdateret.

Og selvom det måske kan lyde som en stor ting, så er det faktisk noget, der ifølge TV2 sker to gange om året.

Det er Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL), der er ansvarlig for at gennemgå ordbogen og opdatere den to gange om året, og dette gøres ifølge Henrik Lorentzen, der er Seniorredaktør hos DSL, for at sikre, at ordene følger med tiden.

Ifølge ham er det nemlig nødvendigt, at sproget følger med de ændringer, som sker i verden. "Det er både den fysiske og den mentale verden. For eksempel ser vi anderledes på forhold vedrørende køn, minoriteter, etnicitet, handicap og den slags ting, end vi gjorde for 25-30 år siden," har han således forklaret.

Derfor er betydningen af flere ord i ordbogen nu blevet ændret. Faktisk har DSL lavet hele 1000 ændringer i ordbogen. Det inkluderer blandt andet 130 nye opdateringer på betydninger af ord, og 82 nye betydninger til allerede eksisterende ord.

For eksempel defineres ordet "planke" ikke længere kun som "tykt, bredt bræt der bruges til bordplader, gulve, træskibe m.m.," det defineres efter opdateringen også som "træningsøvelse hvor tæer og underarme (eller håndflader) hviler på underlaget mens kroppen holdes helt strakt."

Det er ifølge Lorentzen et tegn på, at ordbogen følger med tiden, da der er kommet mere fokus på træning og sundhed, end der var for 20 år siden.

Andre ændringer er for eksempel, at ordet "bandit" nu også kan betyde penis, og at ordet "bøffe" kan betyde at blive taget i at gøre noget ulovligt.

Nogle gange bliver der tilføjet nye ord, når ordbogen gennemgåes, men denne gang har der ifølge seniorredaktøren været mere fokus på at opdatere betydninger.

Et andet eksempel på dette er ordet "pære," hvor betydningen er gået fra at være "glødelampe med gevind, af form som frugten pære" til "elektrisk komponent, der udsender lys, når den ved hjælp af en strømførende fatning monteres i en lampe el. lign."

Den danske ordbog indeholder mere end 100.000 ord, og der tilføjes hvert år nye ord.

I 2021 blev der ifølge Ordnet.dk for eksempel tilføjet 214 nye ord; såsom spølkum ("stor flad kop, uden hank - beregnet til varme drikke"), hangry ("sur og gnaven fordi man er sulten") og flagesalt ("salt i form af flade, sprøde saltkrystaller, inddampet fra havvand og brugt til at drysse på mad som smagsgiver.")