Optur: Stormen Bodil er godt nyt for byggebranchen

admin

|

09/12/2013

Dagens topnyheder

Den voldsomme storm, der torsdag og fredag ramte Danmark, giver en ekstra omsætning til byggebranchen på mindst 3,5 milliarder kroner.

Dansk Byggeri skønner, at fredagens storm kan have samme effekt som boligjobordningen, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Vi når op på mindst det samme beløb, som stormen 28. oktober afstedkom. Og det var 3,5 milliarder kroner, lød det foreløbige skøn fredag eftermiddag fra Dansk Byggeris chefanalytiker, Finn Bo Frandsen, mens resterne af stormen Bodil susede videre mod Sverige.

Dansk Byggeri modtog hele dagen meldinger om iturevne tage, nedfaldne stilladser og gavle, der bukkede under for vinden.

- Jeg tror dog ikke, at skaderne bliver så slemme som efter decemberstormen i 1999, men endnu har vi ikke overblik, siger Finn Bo Frandsen, der kort inde i det nye år - i samarbejde med forsikringsselskaberne - vil være klar med en opgørelse.

- Det er lidt uhyggeligt at sige, men dette har samme effekt som boligjobordningen, tilføjer chefanalytikeren.

Finn Bo Frandsen kan dog ikke umiddelbart forudse, om de mange skader vil sænke ledigheden i byggebranchen - selv om der mildt sagt bliver nok at reparere i de kommende måneder.

/ritzau/