Omlægning af kapitalpension skæpper i kassen

admin

|

25/03/2014

Dagens topnyheder

Den offentlige sektors indtægter og udgifter gav i 2013 år et underskud på 17 milliarder kroner. I forhold til 2012 er der tale om en forbedring fra et underskud, der endte på mere end 71 milliarder kroner.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I årets sidste kvartal var underskuddet dog barberet ned til blot en milliard kroner. Alligevel får det dog ikke smilene til at vende op hos økonomerne.

Det er et ekstraordinært skatteprovenu fra omlægningen af kapitalpensionsordningen, der får tallet til at stige. Men en sådan indtægt bør "klart have karakter" af at være midlertidig, understreger Dansk Erhvervs cheføkonom Michael Stæhr.

- Det er ikke overraskende med underskud på de offentlige finanser i en krisetid. Men når indtægtssiden får et ekstraordinært boost, vidner det om, at der har været meget gang i den finanspolitiske stimulering af økonomien, siger han i en kommentar.

Underskuddet på de offentlige finanser er det bedste siden 2008. Men Jan Størup Nielsen, senioranalytiker i Nordea siger, at det alligevel ikke er rigtig godt, da indtægten fra kapitalpensionerne nåede op på 33 milliarder kroner.

- Hvis ikke de havde været der, ville underskuddet i 2013 havde været på 50 milliarder kroner svarende til 2,7 procent af bruttonationalproduktet - og dermed snublende nær tre procent grænsen i Maastricht-kriterierne, siger han.

Men da tallet er under grænsen, ser det ud at, at en henstilling fra EU om underskuddets størrelse bliver ophævet her i foråret. Og at det ser ud til, at Danmark holder sig under grænsen:

- Alle krav fra EU synes nu opfyldt. Det er naturligvis meget positivt, og giver en stor stjerne på de globale finansmarkeder. Det er med til at sikre Danmarks status som sikker havn og dermed et fortsat lavt renteniveau, siger Tore Stramer, chefanalytiker i Nykredit.

Hos Nordea forventer man, at underskuddet i år ender på omkring 20 milliarder kroner, hvilket er stort set på niveau med regeringens forventninger om et underskud på 22,8 milliarder kroner.

/ritzau/