Den kvindelige hollandske diskoskaster Ria Stalman snød, da hun i 1984 vandt OL-guld ved legene i Los Angeles.
Den dengang 32-årige hollænder tog anabole steroider for at restituere bedre. Det indrømmer hun over for det hollandske public service-medium NOS.
Hun besluttede sig for at bruge doping, efter hun havde været på en træningslejr i Østtyskland.
- Jeg ville så gerne slå dem.
- Og så tænkte jeg, at der kun var en både af slå dem: "If you can't beat them, join them", siger Ria Stalman.
Ironisk nok var Østtyskland blandt en lang række østbloklande, der boykottede OL på amerikansk jord det år.
Efter guldet i Los Angeles blev Ria Stalman kåret til årets kvindelige sportsnavn i Holland.
Hun siger, at det er en lettelse at have indrømmet snyderiet.
- Måske stopper det med at nage mig nu. Nu har jeg indrømmet det, og katten er ude af sækken, siger hun.
Ifølge andre hollandske medier skal 64-årige Ria Stalman ikke aflevere sin guldmedalje tilbage.
Ved legene i 1984 vandt Holland fire andre guldmedaljer.
/ritzau/AFP