Morten Olsen fremhæver mentaliteten som det afgørende i søndagens 2-1-sejr over Armenien i åbningskampen i EM-kvalifikationen.
Modstanderne bragte sig foran i begyndelsen af anden halvleg, men scoringer fra Thomas Kahlenberg og Pierre-Emile Højbjerg sikrede Danmark sejren.
- Nogle af de spillere, vi forventer mere af, de var ikke så skarpe, som de plejer at være. Det gælder teknisk, men ikke mentalt. Det var det mentale, vi vandt kampen på.
- Jeg er overrasket over, hvor meget vi dominerede før pausen, men vi spillede for langsomt og omstændigt. Vi blev for længe i de samme områder, og så kommer man ingen vegne, siger Morten Olsen.
- Vi holdt dem helt fra chancer før pausen, og det kom som et chok, at de så scorede på deres første spark mod mål. Men sådan er realiteterne. I samme situation fik vi Simon Kjær skadet, og så mistede vi en taktisk mulighed til senere i kampen.
Morten Olsen satte senere Allsvenskan-topscorer Lasse Vibe på banen. Vibe får ros for at bringe energi ind i angrebet, hvor landstræneren også var tilfreds med Nicklas Bendtners arbejdsindsats.
- Målet kom fra Pierre-Emile Højbjerg, som også så lidt tung og omstændig ud. Han voksede i anden halvleg og kom til at spille en større rolle. Endnu mere, da vi satte Kahlenberg ind og tog William Kvist ud. Vi havde brug for en boldsikker sekser. Det var godt gået af en 19-årig spiller, siger Olsen om Bayern München-talentet.
Landstræneren glæder sig over, at det endte med et godt afsæt i EM-kvalifikationen, der fortsætter om en måned ude mod Albanien og hjemme mod Portugal.
- Det er utroligt vigtigt, at vi kom godt afsted. Der er ting, der skal repareres. Men vi håber også, at vi har endnu bedre muligheder mod Albanien. Måske er Daniel Agger tilbage. Nicklas Bendtner har måske fået mere spilletid.
- Vi kan gøre det bedre. Ingen tvivl om det. Men når det ikke lige fungerer, så må man rulle ærmerne op, og det gjorde vi. Det er også en forudsætning for at spille på holdet, siger Morten Olsen.
Danmark møder den 11. oktober Albanien på udebane, inden Portugal kommer på besøg i København tre dage senere.
Ud over Albanien, Portugal og Armenien er landsholdet i gruppe med Serbien. De to bedste i gruppen går videre til EM om to år i Frankrig. Derudover kan gruppens nummer tre måske komme med til EM via playoff.
/ritzau/