Olsen: Alle bør fortsætte på landsholdet

admin

11 år siden

|

14/10/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tirsdagens VM-kvalifikationskamp mod Malta er den sidste i denne omgang, og med VM-muligheden ude af syne og næsten et år til næste vigtige landskamp kunne det være et oplagt tidspunkt for spillere at takke af på landsholdet.

Det er der dog ingen grund til, hvis man spørger landstræner Morten Olsen, der håber at have samtlige spillere til rådighed også fremover.

- Jeg synes generelt, at hvis spillere har kvaliteter, ikke er mætte og føler, at her har de det fandeme godt, hvorfor skal de så stoppe?

Landstræneren nævnte eksemplet, da han i 2007 udtog Thomas Helveg til en vigtig EM-kvalifikationskamp i Sverige, selv om den dengang 36-årige Helvegs landsholdskarriere egentlig syntes forbi.

- Det var der nogen, der syntes var problematisk. Men da vi så efter nogle kampe ikke tog ham med, var det også galt. Det handler om kvalitet, og det handler om spillernes kvalitet samlet.

- Det er også herligt for de unge spillere at have nogle at læne sig op ad. Hvis vi får for mange nye spillere med samtidig, kan vi godt spille en god kamp, men jeg tror, at der er større muligheder, hvis der er nogle, der har været der sammen, siger Morten Olsen.

Undervejs i denne kvalifikation har Dennis Rommedahl taget et skridt tilbage og er nu i en såkaldt standby-position til landsholdet, når han da ikke er skadet.

Lars Jacobsen er 34 år og er nu truppens ældste mand. Han er da også den eneste, der har luftet muligheden for at takke af efter Malta-kampen.

- Vi har både nutidens og fremtidens hold, mener landstræneren.

- Kampen i fredags er et godt eksempel på, at vi havde nogle spillere, der kender hinanden ud og ind. Det er vigtigt, påpeger Morten Olsen.

Når Danmark møder Malta tirsdag aften, vil man få et væsentligt forandret dansk hold at se i forhold til den dramatiske 2-2-kamp mod italienerne.

Tre mand er i karantæne, og Olsen har allerede varslet udskiftning på målmandsposten, hvor Kasper Schmeichel tager over for Stephan Andersen.

/ritzau/