Ole Nielsen: Målet er at få Viborg i Superligaen

admin

10 år siden

|

24/05/2014

Dagens topnyheder

Viborg rykkede tidligere på måneden ud af Superligaen, men det forhindrer ikke fodboldklubben i at ansætte Ole Nielsen som ny sportschef.

Ole Nielsen er lørdag eftermiddag blevet præsenteret foran fans og presse på et åbent møde i Viborg Lounge.

Ole Nielsen har de seneste fire år arbejdet som sportschef for superligaklubben Sønderjyske, men ser nu frem mod de nye opgaver, der venter i Viborg.

- Jeg har som bekendt meddelt Sønderjyske, at det var stop efter den netop afsluttede sæson. Jeg har været utrolig glad for min tid dernede, men nu ser jeg frem til de nye og spændende udfordringer i Viborg.

- Det er klart, at det altoverskyggende mål er at vende tilbage til Superligaen så hurtigt som muligt, og den proces og de opgaver glæder jeg mig rigtig meget til at blive en del af, siger Ole Nielsen til klubbens hjemmeside.

Viborg rykkede ud af Superligaen sammen med AGF i den forgangne sæson. Nu skal domkirkebyens grønblusede hold hurtigt op i den bedste række igen.

- Jeg håber at være med til at skubbe toget i den rigtige retning.

- Med den erfaring, jeg har fået i løbet af de senere år i Superligaen, har jeg opbygget mig et stort netværk, og jeg håber, at jeg kan være med til at lave et slagkraftigt hold sammen med resten af den sportslige sektor.

Viborg-direktør Morten Jensen er meget tilfreds med ansættelsen og ser frem til samarbejdet med Ole Nielsen:

- Der er ingen tvivl om, at Ole Nielsen er en yderst kompetent mand, der passer på den profil, vi har søgt. Han har nogle gode personlige værdier, og er en meget arbejdsom person.

- Vi ønsker rent visionært at blive en fast bestanddel af Superligaen, og det håber vi på, at Ole Nielsen kan bidrage positivt til. Vi glæder os meget til samarbejdet.

Ole Nielsen har først arbejdsdag i Viborg 1. juni.

/ritzau/