Offer for politiets Tibet-indgreb kræver forhøjet erstatning

admin

452 uger siden

|

25/03/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I en udløber af den såkaldte Tibetsag er der optræk til endnu et slagsmål i retten.

Politiet vil nemlig kun betale den normale takst for at have frihedsberøvet en mand, der stod i Kongens Have i København med et tibetansk flag.

Episoden fandt sted 15. juni 2012. Mens den kinesiske præsident, Hu Jintao, aflagde besøg på Rosenborg Slot, gik Thomas Goetz ind i den nærliggende park med et flag på en stang.

Straks blev han omringet af flere politifolk. De forlangte, at han lagde flaget på jorden. Han var tilbageholdt i lidt over en time.

- Det nyttede ikke noget at diskutere med dem, har Thomas Goetz fortalt.

For nylig har Københavns Politi udbetalt den standardmæssige takst, hvilket er 2400 kroner.

Men det er slet ikke tilstrækkeligt, mener advokat Claus Bonnez, der repræsenterer Goetz.

Godtgørelsen bør komme op på 12.100 kroner. Politiets ulovlige frihedsberøvelse hører nemlig til i en særlig kategori, mener advokaten.

- Det særlige i denne sag er, at frihedsberøvelsen forhindrede min klient i at udnytte sin ret til at demonstrere og til at ytre sig. Dermed er hans menneskerettigheder blevet krænket, forklarer Claus Bonnez.

Spørgsmålet om erstatningens størrelse skal afgøres af Københavns Byret til sommer.

I den første retssag om politiets opførsel fastslog Østre Landsret sidste efterår, at politiet ved flere episoder forsøgte at hindre borgere i at vifte med det tibetanske flag, så det blev synligt for den prominente gæst.

Politiet havde afvist påstanden. Undervejs afviste politiet også at frigive lydoptagelser af politiets interne radiosnak, så dommerne måtte tvinge ordensmagten til at fremlægge beviserne.

"Tag flagene fra dem, kom", lød en af kommandoerne, hvorefter politidirektør Thorkild Fogde indrømmede, at der var givet én ordre.

Kort efter ændrede politiet atter forklaring. Faktisk fandtes en generel intern forholdsordre, hed det - og dermed blev det fastslået, at Folketinget flere gange er blevet vildledt om ordensmagtens indsats.

Yderligere et par retssager om politiets indgreb under det kinesiske statsbesøg er anlagt.

Desuden er Den Uafhængige Politiklagemyndighed ved at efterforske, om politifolk har begået noget strafbart i forbindelse med vildledningen.

Og endelig skal en kommission afdække, hvordan det gik til, at borgernes frihedsrettigheder blev skubbet til side.

Syv forskellige myndigheder har leveret papirer, men kommissionen har endnu ikke indkaldt til afhøringer.

En ny hjemmeside - www.tibetkommissionen.dk - prydes af et farvefoto. Det viser hverken danske politifolk i aktion eller tibetanske flag - men derimod imponerende høje tinder i Tibet.

/ritzau/