Der er ikke sket en revolution med brændte bh'er og sang til guitar, når det handler om økonomisk ligestilling blandt kvinder og mænd i Danmark. Udviklingen kan mere sammenlignes med en stor supertanker, der stille og roligt sejler fremad.
I de seneste år har især kvinder i den øvre middelklasse sneget sig ind på mændene. Alligevel kommer der først kønsmæssig ligestilling blandt de typiske indkomstgrupper om mange år, skriver Ugebrevet A4.
Og hos LO mener man, at åbenhed er den rigtige vej til mere ligeløn. TNS Gallup har for LO spurgt blandt danskerne, om de ønsker mere åbenhed.
I undersøgelsen, hvor man har spurgt 1518 danskere, svarer otte ud af 10 af de adspurgte, at de ønsker mere åbenhed.
- Resultaterne viser, at danskerne er parate til at gøre op med hemmelighedskræmmeriet. Det er ikke i lønmodtagernes interesse at hemmeligholde både løn og uddeling af tillæg, siger næstformand i LO, Lizette Risgaard.
Undersøgelsen, der er offentliggjort dagen før kvindernes internationale kampdag lørdag, kommer, netop som regeringen forbereder med et lovforslag, der vil gøre det nemmere for medarbejderne at sammenligne lønniveauet blandt kolleger.
Ifølge A4 har hele 60 procent af de danske kvinder en årlig disponibel indkomst på under 200.000 kroner. Til sammenligning er det kun halvdelen af mændene, der har en tilsvarende økonomi.
Fortsætter udviklingen med samme tempo som i de seneste 12 år, vil der være lige mange kvinder og mænd i gruppen om 13 år.
Men har man under 100.000 kroner i disponibel indkomst - altså det, der er tilbage når skatten er betalt - vil det blot tage fem år, før der er ligestilling økonomisk blandt kønnene.
Og det tager et år mindre at opnå balance i den øvre middelklasse, hvor man årligt har mellem 200.000 og 400.000 kroner til rådighed, når skatten er betalt, viser Ugebrevet A4's fremskrivninger af disponible indkomster fra Danmarks Statistik.
Fremskrivningerne er baseret på, at udviklingen fortsætter med samme tempo, som den har gjort de seneste 12 år.
/ritzau/