Økonomer: Regeringen er for optimistisk

admin

10 år siden

|

26/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danskerne er ikke færdige med at spare op efter krisen og høvle af på gælden. Derfor er de ikke parate til at svinge dankortet ekstra på forbrug.

Det mener chefanalytiker i Nykredit Tore Stramer i en reaktion på regeringens netop fremlagte prognose for dansk økonomi, Økonomisk Redegørelse.

- Vi deler kun delvist regeringens optimisme. Vi forventer på linje med regeringen en BNP-vækst på 1,4 procent i år, men kan kun svinge os op på en vækst på 1,5 procent i 2015.

- Det skyldes primært, at vi modsat regeringen ikke ser et egentlig forbrugsopsving tegne sig i horisonten, siger Tore Stramer i en skriftlig kommentar.

- Vi mener kort og godt ikke, at husholdningerne er færdige med at spare op og nedbringe gæld, simpelthen fordi danskernes bruttogæld fortsat ligger på et meget højt niveau.

- Regeringen sætter i vid udtrækning sin lid til, at det private forbrug kommer op i gear, siger Tore Stramer.

Skuffer den økonomiske vækst i 2015, hvor regeringen venter en fremgang i bruttonationalproduktet på to procent, vil Danmark igen kunne komme på kant med EU's budgetregler.

- Det er bestemt ikke uvæsentligt, om BNP-væksten ender på 1,5 procent eller to procent i 2015. Nok mest bemærkelsesværdigt kan det betyde, at Danmark igen kommer i karambolage med EU's regler om, at budgetunderskuddet ikke må overstige tre procent af BNP.

- Regeringen forventer allerede nu et budgetunderskud på tre procent af BNP i 2015. Der skal med andre ord en meget lille vækstskuffelse til for at sende underskuddet på den forkerte side af tre procents-grænsen, siger Tore Stramer.

Danmark har netop fået ophævet den seneste EU-henstilling fra sommeren 2010 om senest i 2013 at have nedbragt underskuddet på de offentlige finanser til under tre procent, der er EU's krav.

/ritzau/