Økonom: Vent med at poppe de græske champagnepropper

admin

|

09/04/2014

Dagens topnyheder

Det er primært symbolsk, at de kriseramte grækere igen kan låne penge på de finansielle markeder gennem salg af statsobligationer.

Sådan lyder vurderingen fra Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank, efter at finansministeriet i Athen onsdag har bekræftet, at Grækenland igen vil kunne låne penge på de finansielle markeder, idet der udstedes obligationer med femårs løbetid.

Inden armene ryger helt i vejret, nævner Jacob Graven dog, at Grækenland stadig er afhængig af at kunne låne penge hos de andre eurolande.

- Her er renten betydeligt lavere og løbetiden på lånet meget længere, end Grækenland kan opnå ved at udstede statsobligationer, siger Jacob Graven.

Derfor vil Grækenland for første gang i mere end fire år kun låne et beskedent beløb ved at udstede statsobligationer, vurderer cheføkonomen.

- Alligevel er det vigtigt for Grækenland at gøre det, fordi det sender et stærkt signal om, at Grækenland nu har lagt gældskrisen bag sig, påpeger Jacob Graven.

Hos Sydbank finder man, at det på trods af den græske bedring "endnu er for tidligt at lade champagnepropperne springe i forhold til Grækenland."

Selv om landet ved den kontrollerede statsbankerot i 2012 barberede omkring 100 milliarder euro af sin statsgæld, er gælden stadig enorm, lyder det fra cheføkonomen.

- Hovedparten af pengene skylder Grækenland til de andre eurolande, siger Jacob Graven om den offentlige bruttogæld, der udgør omkring 175 procent af den græske økonomis størrelse.

Og kun en kunstigt lav rente og ekstraordinær lang løbetid på lånene vil give Grækenland luft til at overkomme den store gældsbyrde.

- Vi vurderer, at gælden er så stor, at Grækenland ikke kommer til at betale alle pengene tilbage, siger Sydbanks cheføkonom.

Ud over den massive gæld kæmper grækerne fortsat med en økonomisk krise. Siden 2008 har landets økonomi været i frit fald og er samlet dykket med omkring 25 procent, forklarer Jacob Graven.

- Gennem det seneste år er økonomien blevet stabiliseret, men krisen kradser stadig med en arbejdsløshed på over 25 procent, siger han.

- Langt de fleste grækere lider desuden under, at lønninger og overførselsindkomster er faldet markant i de seneste år, mens mange skatter og afgifter er blevet sat op, uddyber cheføkonomen.

/ritzau/