OECD nedjusterer verdens økonomiske udsigter

admin

10 år siden

|

06/05/2014

Dagens topnyheder

Den forventede økonomiske globale vækst i 2014 er nedjusteret fra 3,6 procent til 3,4 procent.

Det oplyser den vestlige økonomiske samarbejdsorganisation OECD, som tirsdag offentliggør sin forårsprognose og analyser om økonomien i medlemslandene og i de store ikke-medlemslande.

Verdensøkonomien forventes dog at accelerere en smule i 2015, hvor OECD spår om en vækst på 3,9 procent.

- Vi er endnu ikke fuldstændig ude af krisen. Vi ser flottere tal, men kan stadig få øje på risici. Der er stadig kun svag vækst og meget høje arbejdsløshedstal, siger OECD's generalsekretær, Angel Gurria.

Også forventningerne til USA og Kina bliver nedjusteret, mens de danske tal bliver opjusteret af organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling, OECD.

For en sjælden gang er det nemlig Eurozonen, der modtager de gode nyheder for verdensøkonomiens udsigter.

OECD forventer, at Eurozonens økonomi vil vokse med 1,2 procent i 2014 mod en forventning om en stigning på 1,0 procent i den seneste prognose.

Amerikanerne kan i stedet se frem til en voksende økonomi på 2,6 procent i år mod tidligere forventninger på 2,9 procent. Nedjusteringerne skyldes især en bidende kold vinter, som lagde en dæmper på årets første måneders mulige vækst.

For Kina er nedjusteringen endnu mere grel, da OECD nu ser en vækst på 7,4 procent i år mod tidligere 8,2 pct.

Østeuropa bliver spået vækst i løbet af de kommende år, men OECD advarer imod, at krisen i Ukraine kan komme til at skade den regionale handel og gå ud over den økonomiske udvikling.

/ritzau/Reuters