Oberst: Vi fik forbud mod at planlægge gidselredning

admin

10 år siden

|

02/02/2014

Dagens topnyheder

Forsvaret fik ikke lov til at planlægge en redningsaktion i forbindelse med gidseltagningen af Søren Lyngbjørn, Eddy Lopéz og deres filippinske kolleger, der blev kidnappet fra skibet "Leopard".

- Vi måtte ikke engang indsamle de nødvendige efterretninger, siger den afgående oberst Lars Møller til Jyllands-Posten.

Det var Forsvarsministeriet, der i august 2012 forbød forsvaret at planlægge en redningsaktion, fortæller Lars Møller i bogen "Tak for turen".

Som chef for internationale operationer i Forsvarskommandoen fik han dog i april 2013 alligevel besked på at planlægge en improviseret nødaktion, hvis den aftalte overlevering af gidslerne ikke kunne gennemføres som planlagt.

Det kunne den dog, og efter 838 dage i somaliske piraters varetægt blev gidslerne løsladt uden behov for nødplanen.

Lars Møller opfordrer nu til, at der bliver handlet anderledes i fremtidige gidselsager.

Eksperter og fagfolk siger samtidig til Jyllands-Posten, at det yderst problematisk, hvis ministeriet forbød at planlægge en redningsaktion.

Planlægningen kunne eksempelvis bruges som en nødplan, hvis forhandlingerne med gidseltagerne brød sammen, lyder det.

Tidligere direktør i rederiet Clipper Group Per Gullestrup påpeger, at Danmark ikke har tradition for at hente gidsler hjem ved hjælp af militæraktioner og derfor heller ikke laver planlægningen.

- Men jeg fatter simpelthen ikke, at man ikke engang giver sig selv muligheden for at kunne redde danskere hjem, hvis det bliver nødvendigt. Det er meget ubetryggende, siger han til Jyllands-Posten.

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S), der ikke var ansvarlig minister på tidspunktet, henviser til forsvarschef Peter Bartram.

I en skriftlig kommentar siger Bartram, at han ikke har læst bogen. Men generelt er militære operationer "meget komplekse, og de hensyn, der taget og vægtes, vil variere fra operation til operation".

Han tilføjer, at operationer i forhold til gidseltagninger er "særligt følsomme".

/ritzau/