OB præsenterer stort underskud

admin

|

31/03/2014

Dagens topnyheder

Selskabet bag superligaklubben OB, Odense Sport & Event, har mandag præsenteret sit årsregnskab, og det er ikke opmuntrende læsning.

Minus 25,8 millioner kroner står der på bundlinjen - et resultat, som selskabet kalder "utilfredsstillende".

- Der er ingen tvivl om, at det har været et par hårde år for virksomheden. Også hårdere end vi havde forventet, siger bestyrelsesformand Niels Thorborg i en pressemeddelelse.

- Men der er lagt en god og solid plan for fremtiden, og vi er kommet langt i arbejdet med at omstille os til den økonomiske virkelighed. Det vil vi se effekten af i de kommende år, siger Niels Thorborg.

Medvirkende til det dårlige resultat er et generelt skuffende præstation af OB, der sluttede sidste sæson på 10.-pladsen i Superligaen, hvilket var langt fra målsætningen om kvalifikation til de europæiske turneringer.

- Placeringen betød, at vi manglede indtægter fra deltagelse i europæisk fodbold, og at vi fik en nedgang i TV-indtægterne, siger sportsdirektør Jesper Hansen.

Også transferaktiviteterne blev en dyr affære for den fynske klub. Regnskabet viser et minus på 6,9 millioner på spillerkøb- og salg.

- Vi er i fuld gang med at implementere OB's strategi om blandt andet brug af flere spillere af egen avl.

- I den seneste tid har vi skrevet kontrakter med en række talentfulde spillere, og det vil vi gerne fortsætte med, da det er vigtigt for os at bevare en stærk fynsk identitet.

- Det er sammen med dygtige spillere udefra det fundament, vi vil bygge fremtiden på, siger Jesper Hansen.

Odense Sport & Event forventer et bedre resultat i 2014.

/ritzau/