Nytår 2013: Italiensk rødvin til 125 kr. vinder ugens vintest

Holger Madsen

|

31/12/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvad enten du stadig står og mangler en rigtig god vin til nytårsaften, eller blot ønsker en rigtig god vinøs start på det nye år, er denne uges vindervin et godt bud.

Pelissero Long Now 2009 hedder vindervinen, som forhandles af vinikassevis.dk. Den koster normalt 199,95 kr. flasken, men er netop nu på tilbud til 125 kr. flasken ved køb af tre. Og man kan roligt købe tre, drikke den ene nu og lægge de to andre i kælderen. For vinen er en stor oplevelse allerede nu, men vil udvikle sig yderligere ved et par år mere i kælderen.

Vinen er klassificeret som en Langhe DOC, med 50 procent Barbera og 50 procent Nebbiolo. En superflot vin med masser af hvalpefedt og snerpende tanninbid.

Flot næse med noter af peber og brombær, rig og fyldig mund med intensive toner af lakrids, mørk chokolade og mokka som rundes af med en lang delikat vaniljepræget eftersmag.

Ren verdensklasse vin til prisen
 
Testvinder
Pelissero Long Now 2009
******
Forhandler: vinikassevis.dk
Pris: 125 kr. (ved køb af tre flasker)
 
Andre anbefalede vine: 
 
Tre Rose Rosso di Montepulciano 2011
******
Forhandler: philipsonwine.dk
Pris:59,95 kr.
Kommentar: En Sangiovese i denne prisklasse kan være lidt af et tyndbenet syrevrag og et tanninhelvede. Men her er tale om en ganske fascinerende toscaner til imponerende lav pris. Peber, lime, orange, solbær og julekrydderi i både næse og mund i genrøse mængder. Svært ikke at drikke hele flasken.
 
Venta Real Reserva 2007
*****
Forhandler: Skjold Burne Vinhandel
Pris: 49,75 kr.
Kommentar: God solid spansk vin, med solbær og ribs i næsen, intens peber og brombær i munden og en lang blød eftersmag. Fin value for money
 
La Seigneurie Costières de Nîmes
*****
Forhandler: Vinslottet
Pris: 79 kr.
Kommentar: Forførende Costières de Nîmes med duft af Chesterfield sofa og julekrydderi. Kraftfuldt attak med toner af peber, voluminøs mund med mørke bær og kanel og delikat let bitter eftersmag.
 
Casas Del Bosque Pinot Noir 2012
******
Forhandler: philipsonwine.dk
Pris: 49,95 kr.
Kommentar: Endnu en af Philipson Wines imponerende prisbaskere. Umisgenkendeligt Pinot Noir præg i både næse og mund med toner af kirsebær, blommer, kanel og nelliker. En lækker sødmefuld pleaser. 
 
Clos del Mas 2009
******
Forhandler: Vinslottet
Pris: 179 kr.
Kommentar: Forrygende flot økologisk Priorat. Super opulent og koncentreret vin med faste tanniner og delikat fadpræg, som fremhæver vinens noter af mørke bær og peber. En stor vin. 
 
Viu Manent Cabernet Sauvignon 2012
*****
Forhandler: philipsonwine.dk
Pris:39,95 kr.
Kommentar: Markant chilensk vin, som imponerer med sin kraft. Powerfuld duft med toner af solbær og fyldig mund med toner af peber, hyldebær, ribs, ristet fad og vanilje. Ikke verdens mest elegante vin, men i forhold til prisen en ganske imponerende sag.
 
Chateau Saint Go Saint Munt 2009
******
Forhandler: Erik Sørensen Vin
Pris: 119,95 kr.
Kommentar: Super fyldig og delikat sydfransk charmør med "klassiske" dyder. Powerfuld alkoholpræget næse med toner af kirsebær og vanilje og tanninfast mund med mineralsk præg og generøse mængder grøn peber og ristede kaffebønner. Vurdering 180 kr.    
 
Terasses P Ventoux Château Pesquie 2012
******
Forhandler: philipsonwine.com
Pris: 59,95 kr.
Kommentar: Flot 2012 udgave af Parker favoritten Terasses P Ventoux Château Pesquie med landevejsstøv i næsen, lakrids, flødekaramel og ristede kaffebønner i munden og med en lang peberintensiv eftersmag. Som altid imponerende høj kvalitet i forhold til prisen.   
 
Dois Vales Duero 2012
*****
Forhandler: Hj Hansen / Vinspecialisten
Pris: 50 kr.
Kommentar: Krydret og pikant portugisisk sag med behagelig og indbydende duft toner af blåbær, enebær og kanel og fyldig mund med intensivt kirsebær og blommepræg. Fin value for money
 
FinansBureauet.dk tester hver uge en række vine, med det formål at finde de bedste vine til prisen. Alle vine smages som udgangspunkt blindt. Vinene vurderes i forhold til deres priser efter følgende skala:
 
Stjerner         Vurdering
******          Vurderes til at burde koste mindst 50 % mere end butiksprisen          
*****            Vurderes til at burde koste mellem 25 og 49 % mere end butiksprisen
****              Vurderes til at burde koste mellem 1 og 24 % mere end butiksprisen
Vine der vurderes til at koste mindre end butiksprisen vil ikke blive omtalt.

Læs flere nyheder fra FinansBureauet her

Skrevet af Claus Forrai, finansbureauet.dk