Den frygtede Ebola-virus, der siden nytår har kostet over 100 mennesker livet i Afrika, er blevet konstateret i Sierra Leone, bekræfter Verdenssundhedsorganisationen, WHO.
- Foreløbige oplysninger indikerer, at et tilfælde verificeret af laboratoriet og fem andre dødsfald er blevet rapporteret, skriver WHO i en meddelelse på sin hjemmeside.
Sygdommen har en dødelighed på 90 procent og er en af de mest kendte smitsomme sygdomme. Man bliver smittet gennem blod, kropsvæsker eller ved tæt kontakt med de smittede.
Ebola kan overføres til mennesker fra vilde dyr og mellem mennesker gennem kontakt med blod, sekreter og andre kropsvæsker.
Ubeskyttet håndtering af smittede lig kan også føre til infektion.
23. maj blev otte nye Ebola-tilfælde registreret i det vestafrikanske land Guinea, hvor mindst 101 mennesker siden januar er døde af den frygtede virus.
I marts spredte sygdommen sig fra Guinea til Liberia, hvor 11 dødsfald blev registreret.
Ebola, som er en uhelbredelig sygdom, har dræbt omkring 1600 mennesker, siden den første gang blev opdaget i 1976.
/ritzau/Reuters