Nyt nederlag til FCM-kvinderne ved Final 4-stævne

admin

10 år siden

|

04/05/2014

Dagens topnyheder

FC Midtjylland må tage tomhændede hjem fra Budapest, hvor det første Final 4-stævne nogensinde i kvindernes Champions League i håndbold fandt sted.

Midtjyderne tabte kampen om tredjepladsen til Vardar fra Makedonien med 31-34, og slutter dermed som nummer fire.

Selv om makedonerne stillede op med halvtunge ben efter en sen semifinale lørdag, der endda gik i overtid, så kunne danskerne ikke udnytte det.

Første halvleg var ellers en nogenlunde jævnbyrdig affære, og havde Line Jørgensen ikke smidt bolden væk til allersidst, kunne pausestillingen have heddet 13-13 i stedet for 14-12 til modstanderne.

FCM fik udlignet til 15-15 kort efter pausen, men havde så en mindre god periode, hvor Vardar bragte sig foran med seks mål og førte 23-17 med et kvarter igen.

De to hold mødtes tidligere på sæsonen i det sidste gruppespil, og her vandt begge en kamp hver med ét måls forskel.

Så tæt blev det ikke denne gang. Vardar gearede ganske vist en smule ned mod slutningen, men midtjyderne fik blandt andet ikke profiteret af en seks mod fire-situation og manglede lige det sidste.

Næste og sidste opgave i sæsonen for FCM bliver DM-finalerne mod Viborg, der først begynder om 14 dage.

/ritzau/