Nykredit: Jyske Bank ud af Totalkredit samarbejdet

admin

|

24/02/2014

Dagens topnyheder

Efter ægteskabet mellem Jyske Bank og BRF Kredit, må Jyske Bank ud af vagten i samarbejdet omkring Totalkredit.

Totalkredit er Nykredit-koncernens datterselskab, der samarbejder med cirka 70 lokale og regionale pengeinstitutter om boliglån til danskerne. Jyske Bank har henvist cirka 60.000 kunder til Totalkredit med et samlet realkreditudlån på 83 milliarder kroner.

Efter hovedsamarbejds-aftalen mellem Nykredit/Totalkredit og de enkelte pengeinstitutter i samarbejdet, er det ikke muligt at markedsføre og formidle realkreditlån fra flere aktører, oplyser Nykredit.

Efter hovedsamarbejdsaftalen er Jyske Bank-kunderne fortsat kunder i Totalkredit, og de skal ikke foretage sig noget, da deres låneaftaler er indgået direkte med Totalkredit, der også forestår opkrævningen af terminsydelserne.

- Vi vil tage ordentligt og ansvarsfuldt hånd om kunderne og sikre dem et fortsat godt og trygt tilhørsforhold i Totalkredit, siger koncernchef i Nykredit, Michael Rasmussen.

Koncernchefen byder den nye konkurrencesituation, der nu opstår, velkommen.

- Nykredit og Totalkredit har en markedsandel på godt 40 procent og vil fortsat være yderst konkurrencedygtige på både produkter og priser.

- Vi er klar til den nye markedssituation og kan i 2014 tilbyde boligkunderne hele paletten af låneprodukter til boligmarkedet, herunder også prioritetslån og alle gængse realkreditlån, tilføjer Michael Rasmussen.

Fusionen mellem Jyske Bank og BRF Kredit påvirker ikke Nykredits forventninger til basisindtjening i 2014, der efter nedskrivninger ventes at blive på mellem 2,5 og tre milliarder kroner.

/ritzau/