Nye regler i Eurovision skal skabe spænding

admin

456 uger siden

|

18/02/2016

Dagens topnyheder

Når Eurovision Song Contest skal afholdes i Stockholm fra 10. til 14. maj, så bliver det med en stor ændring i regelsættet.

Det skriver Eurovision Song Contest, der også er kendt som Det Internationale Melodi Grand Prix, på sin hjemmeside.

For første gang siden 1975 bliver det højeste antal point, der gives, nemlig ikke de berømte 12 point.

- Den nye måde at præsentere stemmerne på er et stort skridt fremad i forhold til at få et bedre tv-show, men også for at gøre konkurrencen mere spændende, siger Jon Ola Sand, som er chef for Eurovision Song Contest, til hjemmesiden.

Hidtil er seernes og juryens stemmer blevet præsenteret samlet, og de har dannet grundlag for pointene 1 til 8, 10 og 12, som er gået til de ti lande, der har fået flest stemmer.

Denne pointdeling har dette års Eurovision-værter, svenske SVT, i samarbejde med den europæiske tv-union EBU, i 2016 lavet om på.

I år vil juryens stemmer alene danne grundlaget for, hvilke lande der skal have pointene 1 til 8, 10 og 12.

Efter at de point er fordelt, vil seernes point blive delt ud.

- Folkets stemmer vil land for land blive omregnet til pointene 1 til 8, 10 og 12. Herefter samles det hele i samlede tal, som uddeles af værterne, siger Christer Björkman, producent på årets Eurovision, til SVT.

Det betyder, at hvis alle 43 lande for eksempel giver Danmark 10 point, så får Danmark 430 point fra seerne.

Der er ifølge Eurovisions hjemmeside en god grund til ændringen af reglerne.

- I flere år har vinderen af ​​Eurovision Song Contest været kendt længe før afslutningen på ​​afstemningen, da det har været teknisk umuligt for andre sange at indhente den førende, skriver Eurovision på sin hjemmeside.

- Med det nye system vil vinderen først være kendt i de sidste minutter af showet. Det nye format, som er inspireret af afstemningssystemet i Melodifestivalen, Sveriges nationale melodigrandprix, har været diskuteret siden 2012.

/ritzau/