Ny Wozniacki-sejr i Singapore: Slår Radwanska

admin

10 år siden

|

23/10/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Først verdenstoeren Maria Sharapova. Dernæst Agnieszka Radwanska, verdens nummer seks.

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki er flyvende ved sæsonfinalen WTA Finals i Singapore, hvor hun torsdag slog veninden Radwanska med 7-5, 6-3.

Med sejrene over Sharapova og Radwanska i sine første to kampe i gruppe Hvid er Wozniacki meget tæt på en plads i semifinalen.

Måske kan en plads blandt de sidste fire i turneringen være på plads, inden Wozniacki møder Petra Kvitova i den sidste gruppekamp. For hvis Sharapova senere torsdag vinder over Kvitova, er Wozniacki sikker på at slutte på en af de to øverste pladser i gruppen.

Kun de otte bedste spillere i 2014 er med i Singapore, og Wozniacki er med på sidste mandat, men formmæssigt ligner hun mere og mere en kandidat til at vinde turneringen.

Wozniacki udkæmpede Sharapova efter tre timer og et kvarters hård fight, og mod Radwanska skulle den tidligere danske verdensetter igen ud i en udfordrende test.

Helt som ventet blev det en lang og tæt kamp med lange, underholdende dueller. Ingen af spillerne er udstyret med et decideret vinderslag, som blæser modstanderen væk, og derfor ender det ofte med opslidende dueller mellem Wozniacki og Radwanska.

Den slags tennis har især Wozniacki ikke noget imod, mens Radwanska også kan være med på den front, men ikke i samme grad som danskeren.

Radwanska er til gengæld en sand mester i at variere spillet med finurlige slag, og polakkens stopbolde var som ventet en udfordring for Wozniacki. Radwanska var også dygtig fremme ved nettet.

Wozniacki var faktisk tæt på at komme bagud 1-4 i første sæt, men danskeren ser virkelig ud til at have ramt topformen hen mod slutningen af sæsonen.

Danskeren spiller i øjeblikket fremragende fra baglinjen, hun bevæger sig godt, og Radwanska kæmpede desperat for at overliste Wozniacki.

Ved stillingen 6-5 servede Wozniacki første sæt hjem, og i andet sæt fik Wozniacki brudt Radwanska to gange fra stillingen 3-3.

Det var 11. gang, at Wozniacki og Radwanska mødte hinanden, og danskeren har nu vundet syv gange.

/ritzau/