Ny topchef vil have større Mærsk og bedre aktiekurs

admin

437 uger siden

|

05/07/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når den nyudnævnte topchef for A.P. Møller-Mærsk kigger i spåkuglen, ser han et endnu større selskab for sig med en højere aktiekurs.

Sådan lyder det i to interviews fra nytiltrådte Søren Skou, som har været i virksomheden siden 1983. Han sætter sig i chefstolen med en plan om et nyt Mærsk.

- Kigger vi på den længere bane, har vi over det sidste årti haft besværligheder med at vokse vores omsætning, og vores aktiekurs har ikke udviklet sig positivt.

- Det er klart, at vi skal kigge på, hvordan vi kan vokse virksomheden, og hvordan vi kan få en bedre udvikling i aktiekursen, siger Søren Skou til Berlingske Business.

Han afløste Nils Smedegaard Andersen, der for nylig blev afskediget. Dermed er Søren Skou den blot femte topchef i den 112-årige danske virksomhed.

I et interview med erhvervsavisen Financial Times siger Søren Skou, at han prioriterer at øge omsætningen.

- Vi har tidligere skabt solid værdi. Men i de sidste ti år har vi ikke. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan ændre det.

- På langt sigt er vi udfordret på toplinjevækst. Det er naturligvis vigtigt for os, at vi har et selskab, der både er profitabelt, men også har vækst på toplinjen, siger han.

I forbindelse med Smedegaards exit sagde bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen, at det overvejes, om selskabet skal deles op i flere mindre dele.

Der vil komme nyt om det strategiske arbejde i efteråret, og derfor er det endnu for tidligt at tale om ifølge Søren Skou.

- Bestyrelsen har bedt mig se på de strategiske muligheder. Vi starter ikke ud med en helt masse "nej'er" eller veje, vi ikke vil gå. Vi vil kigge på hele menuen af muligheder, der er, siger han.

Det er et spørgsmål om for Mærsk at finde ud af, hvad konglomeratets fremtidige forretningsplatform skal være, mener aktieanalytiker fra Sydbank Morten Imsgard.

- De skal nå til erkendelsen af, at ikke alle områder har præcis den vækstprofil, man ønsker sig. Historisk har vi set et Mærsk, der investerede bredt, men det kan være, vi får et Mærsk, som bliver mere specialiseret.

- Dette kommer i kølvandet på, at Mærsk vil endevende hvert eneste forretningsområde, siger Morten Imsgard.

/ritzau/