Ny talentuddannelse skal højne medarbejdere i dansk erhvervsliv

Elo Christoffersen

|

24/10/2013

Dagens topnyheder

Business Kolding Institute og INSEAD i Frankrig lancerer den nye talentuddannelse High Potential Management Programme.

Ambitionen er at højne niveauet for talentudvikling i dansk erhvervsliv.

Uden for huset

- Mange store virksomheder har interne talentprogrammer. Det, vi lancerer nu, er en talentuddannelse uden for virksomhederne, som på mange måder kan sammenlignes med de internationale programmer, som allerede eksisterer for topledere og bestyrelsesmedlemmer, siger Claus Flensborg, Executive Director i Business Kolding Institute og fortsætter:

- Med High Potential Management Programme er det målet at højne niveauet for talentuddannelser i Skandinavien – både ved at samarbejde med INSEAD, som sikrer nogle af de bedste undervisere i verden og ved simpelthen at flytte talentudviklingen uden for virksomhederne og skabe en unik og fokuseret platform for udvikling for den enkelte.

Eksklusivt samarbejde med INSEAD

Programmet er skræddersyet til talenter, der har potentialet, evnerne, personligheden og viljen til at blive en del af erhvervslivets top inden for en kort årrække. Det er derfor ikke alder eller anciennitet, der afgør, om en kandidat er egnet til uddannelsen eller ej.

Uddannelsen udbydes i et eksklusivt samarbejde med det franske INSEAD, en af verdens førende business-skoler. Programmet består af tre dele, der lærer deltagerne at indføre den nyeste viden omkring strategi, lederskab og kommunikation.

Programmet løber første gang af stablen i foråret 2014 i både København og i Kolding.